Usund livsstil er tabu

20 05 2008


Splash 
Originally uploaded by Sesselja María

Både livsstilssygdomme som forhøjet blodtryk og mentale problemer – for eksempel i kølvandet på en skilsmisse – kan nemt påvirke den enkelte medarbejders arbejdsevne og fraværsprocent.

Men betyder det, at arbejdspladsen kan blande sig i den ramte medarbejders heldbredsforhold? I følge Synovate Vilstrup-analysen er danskerne delt lige på midten i netop dette spørgsmål.

46 procent siger “ja” og 47 procent siger “nej” til, at den personlige grænse bliver overskredet, hvis arbejdspladsen blander sig i medarbejderens eventuelle livsstilssygdomme.

Tilsvarende er tallene 47 procent “ja” og 45 procent “nej”, når det gælder medarbejdernes mentale tilstand. Restgruppen svarer “ved ikke”.

Hvad siger du, er det ok, at din arbejdsplads blander sig i din livsstil?

Advertisements

Handlinger

Information

10 responses

20 05 2008
Leif Carlsen

Det er et rigtig tricky spørgsmål.

På den ene side synes jeg, at man ikke skal blande sig for meget i en medarbejders privatliv, ej heller når det gælder helbredsforholdet.

På den anden side ved jeg jo, at det virker, at virksomheden tager et medansvar for medarbejdernes ve og vel, herunder også i forhold til sygdom og lignende.

Faktisk tror jeg, at sandheden ligger et eller andet sted midt imellem.

21 05 2008
Morten

Njaaa – man har jo ikke købt en medarbejder, blot hans/hendes arbejdskraft … Men eftersom vi er inde i en negativ udvikling m. h. t. sundhed i al almindelighed, så er det fristende at mene, at visse budskaber må ud, enten det er i tide eller i utide, som skrevet står. Det kan ikke krænke nogen at blive informeret eller modtage tilbud, blot det står den enkelte frit for at afvise eller modtage hhv. info og tilbud.

Problemerne opstår først, hvis der bliver tale om et diktat, direkte eller indirekte (det sidste er vel det værste, for det er svært at forholde sig korrekt til og kan blive begyndelsen til et helvede, der hverken er til gavn for den ene eller den anden).

Eller hvis der melder sig interessenter med “budskaber”, der mere er kommercielle, end ideelle. F. eks. med “anbefalinger”, der tilgodeser en eller anden producent eller forhandlers pengepung mere, end den tilgodeser den person, der har rådgivning behov.

Allerværst er naturligvis en kombination af de to onder. Og den situation må man under alle omstændigheder foregribe.

Helt sikkert er det, at den personlige sundhed i videste forstand er een af de to helt store og afgørende problematikker i vor tid: hhv. Den Muslimske Indvandring (Eksternt) og Vores Evne Og Mod til at tage personligt ansvar i en tid, hvor vi bliver stadig mere systemafhængige og adskilt fra livets kilder (Internt). Et ydre og et indre problem, der på mystisk vis hænger meget nøje sammen.

21 05 2008
Tina Thomsen

Jeg tror kun, at vi har set toppen af isbjerget når vi taler om den sundhedsbølge, der i øjeblikket “ruller” ind over Danmark. Hvad der i dag betragtes som “indtræden” i den private sfære, tror jeg i fremtiden bliver et krav til virksomhederne for at de viser, at de tager medansvar for deres medarbejdere. Fremtiden virker som om, at den er lige om hjørnet.

21 05 2008
JanTM

Ligesom Leif vil jeg sige, at den er meget svær at sige noget helt konkret om.

På den ene side synes jeg det er ok at arbejdspladsen melder ud, at de mener at motion er godt for medarbejderne. Jeg synes også det er fint hvis arbejdspladsen ligefrem vil betale fitness regningen.
Men jeg synes ikke der er ok, hvis det bliver et direkte krav, at du skal motionere. Hvor sætter man så grænsen. Skal man dokumentere at man har været til træning i snit to gange om ugen hver måned eller hvad?

Jeg synes også det er fair nok, at arbejdspladsen interesserer sig for sine ansatte. Men omvendt så frabeder jeg mig at blive ringet op af chefen hvis jeg har meldt mig syg. Selvom fritid, arbejdstid, arbejdsplads og hjemmekontor flettes mere og mere sammen i disse år, så skal der også være en grænse efter min bedste overbevisning.

I sidste ende er det min viden og/eller min arbejdskraft virksomheden køber. Og hvis de får det de betaler for, så kan det vel være lige meget om jeg spiser jordbær eller othellolagkage til frokost… og om jeg går til fodbold eller bare ser det på TV.

21 05 2008
Tina Thomsen

Ingen tvivl om, at der findes en grænse et eller andet sted. Tror det er meget individuelt hvor den er. Måske afhænger de af om man er til jordbær eller othellolagkage – og så er der selvfølgelig altid dem, der spiser begge dele, hvor hvor det slet ikke kan ses.

21 05 2008
Henrik Stidsen

Jeg syns ikke virksomheden som sådan skal blande sig i medarbejderens privatliv – men det ville være rigtig genialt om virksomheden f.eks. forhandlede billigere (eller firmabetalte) medlemsskaber af fitnessklubber. Altså stille sundhed til rådighed som første ting, hvis en medarbejder har mange livsstilsrelaterede sygedage kunne man gå skridtet videre og opfordre vedkommende til at få gjort noget ved det – det er jo gratis/billigt så.

En helt anden ting er at en investering i en sund kost kantineordning sikkert sagtens vil kunne tjene sig selv hjem – både på medarbejdernes helbred og medarbejdernes arbejdsglæde.

22 05 2008
Morten

@ Henrik Stidsen

Selve det at billiggøre træningsmuligheder … jo, oplagt – men det kan vel ikke være det, Tina mener med “at blande sig” i medarbejdernes helbred. For det er vel sjældent prisen på et medlemsskab, der afholder medarbejderne fra at motionere. Men derfor er tiltaget som tiltag betragtet selvfølgelig rigtigt og godt.

Og kantinemaden – der kan der gøres meget. Her kan der i øvrigt godt opstå de første gnidninger, hvis f. eks. raffinerede kornprodukter helt afskaffes, så alt bliver groft. O. s. v. Det skal der nok være nogle, der rynker på næsen ad.

Da jeg var i militæret i 1984-85, oplevede jeg, at der var lige ved at blive mytteri, fordi rugbrødet, vi blev tilbudt, var lyst. Folk nægtede at spise i kantinen, før der kom groft rugbrød. Men det ville kommandanten ikke indføre. For ganske få år siden havde det nemlig været forsøgt på indstilling af infirmeriets overlæge. Og det havde nær ført til – mytteri! På få år havde tingene altså ændret sig så drastisk, at fra at lyst rugbrød var et ubetinget krav fra danske unge, var det nu groft brød, der var det. Og militæret var som sædvanlig en tre-fire skridt bagefter udviklingen 🙂 – håber det går bedre i erhvervslivet …

Nå, men vi skal pinedød den personlige usundhed (læs: svaghed, holdningsløshed, og manglende livsgnist) til livs. Lad os håbe, der ikke er nogen, der slår plat på bestræbelserne ved at sælge os “mirakelkure” og mærkelige “produkter” ude på vores arbejdspladser. Gid der kommer et virkeligt godt initiativ, der vil udstrække sig til hele nationen!

Jeg kan ikke forestille mig andet, hvis vores erhvervsledere virkelig beslutter sig for at sætte fokus på problematikken, og allierer sig med de rigtige. Og det skal ikke være industrien, eller nogen, der arbejder tæt sammen med industrien og andre økonomiske interessehavere!

Det skal være rigtige, uafhængige koststrateger. Og de skal udvælges med omhu.

22 05 2008
Tina Thomsen

Et fitness kort til billige penge eller for så vidt et kort der er fradragsberettiget, er bestemt interessant. Desværre er der skatteregler der skal tages højde for, med mindre man selvfølgelig bygger eget fitness center – eller lemper reglerne.

Morten har ret. Jeg tænker videre end det, og her er det, at man “nemt” kan komme til at træder nogle over tæerne! Bliver det for eksempel sådan i fremtiden, at medarbejdere kvartalsvis får målt deres BMI, og nedbringelsen af en for høj fedtprocent skal indgå i medarbejderudviklingsplaner. Ved godt, at jeg måske er ude på overdrevet, men bolden ruller og ingen ved hvor den skal hen eller hvor den stopper.

Ingen tvivl om, at når medarbejderne trives så afspejler det sig i arbejdsglæden, og hvilken virksomhed ønsker ikke en arbejdsglæde i top 🙂 Jeg tror, at vi kun har set “toppen” af isbjerget af hvad fremtidige sundhedsinitiativer vil indebære. Gode initiativer som er helt frivillig at deltage i nu, men hvad med fremtiden. Og hvor sætter vi grænsen?

27 05 2008
fruen

… Ja… jeg er førtidspensionist, så det er ikke rigtig aktuelt med arbejdspladsregulativer…

Men prøv lige at vende den om … hvis nu der pludselig kom en “sundhedsbølge”, der godtgjorde, at alle rødhårede mennesker med hudtype 1 var en belastning for deres arbejdsplads, subsidiært sygehusvæsenet, fordi de nemmere får hudkræft, allergi, etc., og derfor nemmere bliver syge (læs, de er ikke længere så indtjeningsproduktive for virksomheden ) ….

28 05 2008
Tina Thomsen

Hvad end vi vil det eller ej, så ændrer det ikke på, at sundhedsbølgen ruller uanset om man er tynd, tyk, brunette, rødhåret eller er blond! Tror mere, at det er et spørgsmål om hvor stærkt den kommer til at rulle…..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: