“Nogle mennesker er der bare, om du kan lide det eller ej,” siger Daniel Goleman (forsker ved Rutgers University), og forfatter til “følelsernes intelligens” og ”The Brain and Emotional Intelligence: New Insights”.
Som leder kan du ikke undgå en irriterende medarbejder eller kollega. Personens adfærd eller blotte tilstedeværelse kan få én til at miste roen og dræne én for energi. Det både distraherer og udmatter, fordi de tvinger én til at spilde tid og energi i forsøget på at holde følelserne i skak og i stedet for at fokusere på arbejdet.
Netop denne udfordring har Havard Business Review kastet sig over. Her får du får deres seks bud på gode råd om hvordan du skaber et produktivt samarbejde med nogen, du ikke kan udstå.
1. Tøjl vreden
Reaktionen på en irriterende medarbejder kan variere fra et mildt ubehag til direkte fjendtlighed. Det første skridt er ifølge Goleman at forholde sig til det.
Hvis du finder nogen irriterende eller generende, så prøv at tænke mindre på personen og dennes handlinger og mere på, hvordan du selv reagerer. Det er langt mere produktivt at fokusere på din egen adfærd, som du i højere grad selv kan kontrollere, råder Goleman.
Det er en kunst at kunne kontrollere sig selv. Goleman råder til at finde en metode til at slappe af, hver dag. Uanset om det er en kort gåtur eller en avanceret afslapnings-øvelse, vil det øge evnen til at håndtere stress, hvilket betyder, at den irriterende person ikke længere vil virke så irriterende.
2. Hold irritationen for dig selv
Mens du bearbejder din utilfredshed, skal du modstå fristelsen til at læsse din irritation over den pågældende person af på andre.
Robert I. Sutton, en professor ved Stanford University og forfatter til ”Good Boss, Bad Boss”, siger, at alle har en tendens til at søge opbakning for deres meninger. Det er det, man skal forsøge at modstå.
“Følelser er så smitsomme, at du kan få andre til at opbygge en medfølelse,” siger han. Hertil kommer, at brokkeri over en medarbejder stiller dig selv i et dårligt lys. Hvis du føler, at du skal tale ud, så udvælg omhyggeligt dit forum. Det bedste er måske at vælge folk udefra.
3. Erkendelse
Når du har kontrol over dine reaktioner, så tænk over, hvad det er, du ikke bryder dig om ved personen. Er der noget bestemt, der udløser dine følelser? Er det bare, at hun er anderledes end dig selv? Minder han dig om din far? Eller ville du gerne have haft din kollegas job?
Misundelse og andre negative følelser kan få os til at vurdere og behandle andre forkert. “Når nogen er bedre stillet end os selv, er vi tilbøjelige til at se ned på dem,” siger Sutton.
“Vores favorit person i verden er os selv. Og jo mere nogen afviger fra os selv, jo mere sandsynligt er det, at vi reagerer negativt på dem”, siger Sutton.
Fokusér på adfærden der generer dig, i stedet for medarbejderens eller kollegaens personlige egenskaber. Det vil hjælpe dig med at kunne skelne mellem fordomme og ægte modvilje. Start med den hypotese, at personen gør ting, som du ikke kan lide, men er et godt menneske. Ved bedre at forstå, hvad det er, der generer dig, kan du måske også se din ’rolle’ i det.
“Det er rimeligt at antage, at du har et ansvar for problemet,” siger Sutton. Vær ærlig over for dig selv omkring din rolle i problemet.
4. Brug mere tid med dem du ikke kan lide
En af de bedste måder at komme til at holde af én, som du ikke bryder dig om, er at arbejde på et projekt, der kræver et samarbejde mellem jer. Det kan synes ulogisk, fordi du sandsynligvis foretrækker at forlade lokalet skrigende hver gang, personen er der. Men et tættere samarbejde vil hjælpe dig til at forstå din medarbejder eller kollega bedre – og måske endda udvikle empati, siger Sutton.
Du kan måske finde en forklaring på den pågældende persons adfærd – som fx stressfaktorer i privatlivet, pres fra omgivelserne eller stor arbejdsbyrde. Ved at tilbringe mere tid med din ”fjende” får du mulighed for at opdyrke og lagre antallet af positive oplevelser.
5. Overvej om du skal give feedback
Har du overvejet om det, der generer dig ved den anden person, rent faktisk kan være noget, som også er en hindring for den pågældende person selv? Derfor kan det være en god ide at give feedback.
“Lad være med at antage, at personen ved, hvordan han eller hun fremstår,” siger Sutton.
Du skal naturligvis ikke fortælle hver enkelt ting, som irriterer dig. Fokuser på den adfærd, din medarbejder eller kollega har kontrol over, og hvordan den påvirker dig og arbejdspladsen.
Hvis du omhyggeligt deler dine observationer, kan du måske hjælpe personen til at udvikle en større selvbevidsthed og øge hans/hendes effektivitet.
Daniel Goleman opfordrer til forsigtighed. Om du skal give feedback eller ej, afhænger af hvor dygtigt du kommunikerer, og hvor lydhør du er som person. Hvis du føler, at personen er åben over for kritik, og I kan have en civiliseret samtale om arbejdsrelaterede spørgsmål, så gør det – men træd varsomt. Har du derimod mistanke om, at personen vil gå i forsvarsposition – eller gøre det til en personlig kamp – så lad være med at løbe risikoen.
Du skal også selv være åben for at modtage feedback. Hvis du ikke kan lide en person, er der stor risiko for at følelsen er gensidig.
6. Pick your fights
Du vælger selv dine kampe. I situationer, hvor du føler dig fastkørt og ude af stand til at give feedback anbefaler Sutton at “udøve den følelsesmæssige distances fine kunst.” Det gør du ved at ignorere den irriterende adfærd, og dermed neutralisere indvirkningen på dig.
“Hvis han/hun har et horn i siden på dig, men at du ikke lader dig gå på af den grund, så findes der ikke noget problem,” forklarer Goleman.
Skriv et svar